af Christian Friis Bach, udenrigsordfører for Radikale Venstre i Folketinget, valg i Hjørring Kredsen

For kort tid siden besøgte jeg Kiev i Ukraine med medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn. Det var en intens tur, hvor vi rejste ind og ud med tog om natten og havde en dag pakket med møder og besøg. Når jeg tænker på turen, står tre stærke indtryk tilbage.

Det første indtryk er, at krigen er uhyggeligt tæt på og nærværende overalt. Jeg følte mig ikke utryg, selv om tankerne kunne vandre, når vi midt om natten kørte gennem de sorte ukrainske skove og mørklagte landsbyer. Men Kiev fremstår på mange måder som en normal by med masser af aktivitet.

Vi kunne forstå, at det stærke ukrainske luftforsvar omkring byen udgjorde et effektivt skjold. Vi fik at vide, at man fra luftalarmen lød, til man skulle være i sikkerhed, ofte havde omkring en time, fordi raketter og missiler bliver opdaget tidligt og langt væk. Vi følte os trygge, fordi de mange ukrainere vi mødte, var positive, venlige og gæstfrie.

Men vi skulle kun berøre overfladen for at mærke krigen. Vi skulle kun køre 40 minutter for at nå frem til Irpin, hvor krigen havde raset, civile var blevet slået ihjel og højhusene stod tilbage med store og sortsvedne bombekratere og skudhuller. Vi skulle kun åbne døren ind til Parlamentsbygningen for at se sandsækkene som var stablet op i alle vinduesåbninger og på trappen. Vi skulle kun stille få spørgsmål til flere af de ukrainere, vi mødte for at høre om brødre, som var ved fronten eller døde i krigen. Vi skulle kun gå kort tid på Maidan-pladsen, før vi så de tusindvis af små ukrainske flag, hvorpå der stod navne og datoer på dem, som var faldne.

Og da vi om eftermiddagen var på besøg i det dansk-ukrainske ungdomshus og hørte om de unges mange positive planer og ideer, skulle jeg kun stille ét spørgsmål til en af de unge mænd, jeg talte med: ”Hvad med mobiliseringen?” Svaret kom prompte: ”Vi har alle sammen meldt os, men endnu ikke blevet indkaldt.” Og så var det eneste, jeg kunne tænke på, billedet af de unge positive mænd med fremtiden foran sig i en skyttegrav. I en krig. For de ukrainske unge vil forsvare deres land. Vi hørte om lange køer ved rekrutteringskontorerne og endda om én, som var blevet taget i at forsøge at bestikke sig til at komme foran i køen. For at komme i krig. For at kæmpe for deres land. Det gjorde indtryk.

Det andet, som gjorde et stort indtryk, var de analyser og vurderinger, vi hørte af den formodede russiske militære kapacitet. Det var både skræmmende og deprimerende. Russerne skønnes at have 80 brigader, omkring 350.000 soldater, indsat i krigen. Samtidig er vurderingen, at russerne også har ekstremt store mængder militært udstyr tilbage.

Der er ingen nem sejr lige rundt om hjørnet. Håbet om, at ukrainsk forårsoffensiv kan vinde på kort tid, svandt hen, selv med den helt imponerende ukrainske viljestyrke, mobilisering og den store militærhjælp. Den benhårde og barske vurdering er, at der er meget lang vej igen, før krigen kan vindes eller afsluttes.

Men det sidste stærke indtryk gav mig håb. Det var møderne med den lange række af ministre og viceministre. De møder var jeg meget spændt på. For godt syv år siden mødte jeg nemlig i min tid i FN den tidligere ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk, der fremstod ultra-nationalistisk og havde en meget aggressiv retorik.

Jeg var spændt på, om jeg ville møde dét igen. Det gjorde jeg ikke. Den gruppe af ministre, vi mødte under besøget, fremstod markant anderledes. De var vidende, troværdige, rolige, seriøse. Vi oplevede ingen aggression. Ingen ultra-nationalisme. Blot et dybfølt ønske om at forsvare sig og skabe fred og sikkerhed for deres egen befolkning. De samtaler gav mig en ro i maven. Jeg fik endnu mere tillid til den ukrainske regering, præsident og til den ukrainske befolkning.

Jeg forlod Ukraine med en endnu stærkere vilje til at bakke dem op. Vi skal gøre alt, hvad vi kan.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 16/4 2023 og i Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis d. 13/4 2023