Bragt i Politiken d. 18. marts 2022.

Der er ingen vej uden om isolation og omfattende sanktioner mod Rusland nu. Men post-Putin og efter krigen må vi vende tilbage til den vision, vi har troet på siden Anden Verdenskrig, nemlig indbyrdes afhængighed.

Der er en sjælden konsensus blandt politikere om, at vi skal gøre os uafhængige af Rusland, når det gælder gas, energi, handel, samarbejde, investeringer, ja, selv sport og kultur.

På kort sigt er jeg 100 procent enig. Det er helt afgørende, at vi sender alle de signaler, vi kan, om at den uhyggelige og ulovlige invasion i Ukraine er uacceptabel. Mit lille bidrag var at trække mig med øjeblikkelig virkning som rådgiver for den russiske televirksomhed MTS.

Men hvis krigen stopper, Rusland trækker tropperne ud, Ukraine og Rusland indgår en aftale, og Putin går af, vil det være en forkert strategi. I det scenarie skal opgaven være at gøre alt, hvad vi kan, for igen at styrke båndene til den russiske befolkning og skabe endnu mere gensidig afhængighed.

For selv om samarbejde og samhandel ikke har kunnet forhindre en krig, så har afhængigheden vist sig at være Vestens vigtigste våben. Sanktionerne rammer hårdt, netop fordi der var gensidig afhængighed. Og de utallige virksomheder fra Ikea, Macdonald’s og Visa til Maersk, Vestas og Velux har ved at afbryde samarbejdet kunnet sende et stærkt og tydeligt signal til den russiske ledelse og befolkning. Det samme gælder fodboldklubber, operahuse, telefonselskaber, sociale medier og universiteter.

Der, hvor de militære strategier er kommet til kort, har vi kunnet bruge sport og kultur, energi og skibsfart, handel og investeringer som våben. Det havde vi ikke kunnet gøre med samme styrke, hvis samarbejdet havde været mindre, uafhængigheden større. Jeg håber, det virker. Og jeg håber, den resolutte og omfattende boykot får Kina til at tænke sig endnu mere om, når det gælder deres adfærd over for Taiwan og i det Sydkinesiske Hav.

Det, der kan vække bekymring, er derfor lande, som gør sig uafhængige. Det er bekymrende, når Kina og Rusland opbygger alternativer til Swift og Verdensbanken, Facebook og Netflix. Det er bekymrende, når de arbejder på at skabe en stadigt stærkere alliance af udemokratiske regimer og kræfter. Det skal vi for alt i verden forsøge at undgå. For sker det, står vi magtesløse tilbage.

Forandringer kommer sjældent udefra og oppefra. De kommer indefra og nedefra. Jeg lavede omfattende due-diligence, før jeg sagde ja til at rådgive MTS Rusland (en russisk telekommunikationsvirksomhed) og gik skeptisk til arbejdet. Men jeg oplevede en gruppe ledere, der kæmpede for ligestilling, miljø og menneskerettigheder. Jeg oplevede en virksomhed, der var 49 procent udenlandsk ejet, og som på flere parametre var mere progressiv end mange vestlige virksomheder.

Hvis de kun hører budskaberne om langvarig isolation og sanktioner, slukker vi håbet hos dem, som vil et Rusland med respekt for demokrati, menneskerettigheder og internationalt samarbejde

De findes i Rusland: Enkeltpersoner, virksomheder, organisationer, byer, ja selv regioner, som vil en anden vej. Skal vi i fremtiden, hvis Putin er væk og krigen slut, forsøge at række hånden ud til dem igen. Ja, det skal vi. Skal vi forsøge at styrke samhandel og samarbejde med den russiske befolkning og de progressive russiske foreninger og virksomheder. Ja, det skal vi. Og det signal må de gerne høre allerede nu. De skal vide, at sanktionerne vil vige for samarbejde, når freden er tilbage, og Putin er fortid. Hvis de kun hører budskaberne om langvarig isolation og sanktioner, slukker vi håbet hos dem, som vil et Rusland med respekt for demokrati, menneskerettigheder og internationalt samarbejde. Hører de progressive virksomheder, foreninger og borgere kun budskabet om, at vi vil være uafhængige af Rusland, giver vi dem ikke andet valg end at bakke op om den regering, de har.

Man skal passe på med at trække paralleller til Anden Verdenskrig, og intet kan forsvare den russiske opførsel i Georgien, invasionen af Krim eller den helt ekstreme krig og invasion i Ukraine. Men det, Europa oplevede i 1930’erne, var stigende isolation og lande, der forsøgte med handelsbarrierer og blokader at gøre sig uafhængige af hinanden. Det førte ikke til fred. Det endte i Anden Verdenskrig.

Den FN-organisation, som jeg i tre år stod i spidsen for, Den økonomiske kommission for Europa (UNECE) blev derfor skabt kort efter Anden Verdenskrig for at bidrage til afspænding gennem økonomisk samarbejde hen over jerntæppet. Det lykkedes på en række områder. Der blev under den kolde krig indgået en stribe tekniske og økonomiske aftaler mellem øst og vest inden for transport, økonomi, miljø og landbrug. En af de mest omfattende transportkonventioner, som stadig former stort set alt, hvad der sker på de europæiske landeveje, blev indgået i 1968, samme år, hvor Sovjetunionen og allierede invaderede Tjekkoslovakiet. Der var en vilje til fortsat at søge samarbejde på tekniske og økonomiske områder, selv når det var allersværest. De aftaler gav et lille bidrag til gensidig forståelse og et spinkelt håb for dem, som gerne ville samarbejde med Vesten.

Der er ingen vej uden om en stort set total isolation og omfattende sanktioner mod Rusland nu. Men vi skal post-Putin og efter krigen vende tilbage til den vision, vi har troet på siden Anden Verdenskrig, og som EU er bygget på. En vision om at skabe fred gennem samarbejde og samhandel i Europa. Det nye Rusland, som jeg håber, vi snart vil se, hører til i det europæiske samarbejde.

Glemmer vi helt den langsigtede vision i den kortsigtede strategi for at isolere Rusland, vil verden om få år se endnu mere farlig ud. Lukker vi døren helt i over for den russiske befolkning og de russiske virksomheder og foreninger, bliver den svær at åbne igen. Det må ikke ske.