Liberalismens dobbeltmoral


Af:Christian Friis Bach
1989-06-01: Leder i U-landsimportens blad



Tidens budskab er markedsøkonomi, liberalisme og fri bevægelighed. en det glemmes ofte, at på et afgørende område mangler den frie bevægelighed i verden : Bevægeligheden for det enkelte menneske. Hvis f.eks. flygtninge i verdens flygtningelejre kunne bevæge sig frit, ville de søge hen hvor levestandarden var højest og socialydelserne bedst. Åbnede vi for denne strøm ville markedskræfterne fungere. Det ville være ægte liberalisme.
I dag har vi kartellernes liberalisme. Nogen laver oliekarteller, og i vores del af verden laver vi menneske‑karteller, hvor vi hæver prisen på arbejdskraft og opretholder en række goder gennem lukkede grænser. Danmark er et stort kartel.
De grupper som ikke formår, at lave et effektivt kartel bliver sorteper. I dag er det en række producenter i u‑landene ‑ kaffedyrkere, bomuldsplukkere, kakaobønder, minearbejdere, og mange flere. Deres karteldannelse forpures af forbrugerlandene med det argument at man skal lade markedskræfterne råde. Et grelt eksempel er sammenbruddet i den Internationale Kaffeaftale (se side 28). Det er liberalismens dobbeltmoral. Der er forskel på karteller!! Man kan i dag både være liberalist og gå ind for en stramning af flygtningeloven.
Tidens anden strømning ‑ Den Grønne Bølge ‑ har vist os, at hvis der er penge at hente, så kører rouletten. Virksomhederne reagerer hurtigt og effektivt på et forbrugerkrav ‑ men de skaber det ikke selv.
Skal vi ændre verdenshandlen må vores strategi derfor være :
‑At styrke "karteldannelsen" i u‑landene gennem handel på forbedrede vilkår med producentgrupper og samarbejdsorganisationer.
‑At øge forbrugerkravet og skabe et kontrolsystem så forbrugeren kan efterspørge varer fra disse "u‑landskarteller". Denne strategi lægges der op til i dagens blad, og diskussionen fortsættes på efterårets seminar om bæredygtig handel. Det er en spændende debat.






Relaterede nyheder: