Spørg om Africa


Af:Christian Friis Bach
2011-08-20: Artikel i Information

Nødhjælp er en kortsigtet løsning, men der vil altid være brug for globale overførsler - helt som vi har bloktilskud i Danmark eller strukturfonde i EU...


- Hvilke oplevelser fra verdens fattige lande har gjort størst indtryk på dig? De bedste og de værste?


Der er mange stærke billeder, men tre jeg ofte tænker på. Det ene fra en ekstremt fattig landsby i det sydlige Sudan.

To-tre børn havde fortvivlet gravet et dybt hul med hænderne i et udtørret flodleje og lå på knæene og drak af det forurenede vand. Det var et uendeligt trist billede, som påvirkede mig.
Det andet fra Hebron på Vestbredden, hvor der var sat trådnet op over gaden, fordi de jødiske bosættere hældte deres affald ud i hovedet på de palæstinensere, der gik forbi. Det enorme had og den intense religiøsitet slog mig helt ud.

Det bedste har været gæstfriheden, glæden trods fattigdom. Husker min allerførste tur til et fattigt land, Colombia, i 1992. Besøgte en meget fattig familie, der producerede kaffe. De brugte en halv dag på at vise mig rundt, og da jeg sagde farvel, forærede de mig en kæmpestor pose modne tomater. Gæstfrihed, glæde og håb møder man overalt. Jeg spiste samtlige tomater.


— Hvem er din yndlingspolitiker?

Det er, måske ikke overraskende, Nelson Mandela. Jeg var engang til møde i Sydafrika, hvor han holdt tale. Da han kom gående ind, og hundredvis af børn sang og hujede, var jeg lige ved at tude.

Hans udstråling, venlighed og visioner gør dybt indtryk. Hans talegaver er knapt så imponerende. Det var godt nok en kedelig tale.


— Hvordan synes du, man skal forklare sine børn sulten i Afrika? 

Man skal sige det, som det er: At regnen svigter, at dyrene dør, og at mange mennesker sulter. Men man skal også give håb. Fortælle om alle dem, der kommer i sikkerhed i lejrene og får mad, vand, husly. Fortælle om alle dem, der knokler for at hjælpe. Fortælle, at der andre steder i Afrika er masser af regn, hvor landmændene høster rigtig godt. Fortælle at Afrika måske allerede, når de er blevet voksne, kan blive til et grønt kontinent, der har mad nok og endda sælger mad til resten af verden. At det heldigvis går rigtig godt i mange afrikanske lande.


— Er det rigtigt, at katastrofen på Afrikas Horn er mere eller mindre permanent? Og er nødhjælpen med til at fastholde befolkningen i et område, der reelt ikke kan oppebære det nuværende antal mennesker?

Der har ikke været egentlig hungers -nød på Afrikas Horn siden midt i 1980' erne, men der er millioner af mennesker i området, der er permanent afhængige af fødevarehjælp. Jeg besøgte engang en landsby i Etiopien - i et knastørt område midt i en skov af kaktusser. Der blev fragtet mad derud og gravet nye brønde, når køen til vand blev for lang.

De havde ikke en jordisk chance for at klare sig selv. Bagefter tænkte jeg meget over, at de mennesker ikke skulle bo der.

At vi måske hellere skulle skabe nye muligheder i byerne i stedet for at blive ved med at hjælpe dem der, hvor de er. Det samme gælder millioner af andre mennesker på Afrikas Horn - ikke mindst de mange nomader. Deres problemer vil kun blive større i takt med at klimaforandringerne rammer med stadigt mindre regn.
Det er en enorm og etisk meget vanskelig udfordring. Millioner af mennesker skal flytte - mange af dem til de store byer - for at arbejde og overleve. Håbet er, at den pæne økonomiske vækst i lande som Kenya og Etiopien ( og forhåbentligt snart Sudan og Somalia) kan give dem nye muligheder.


— Vi hører, at bistand nytter, og at vi er godt på vej mod FN's 2015-mål. Hvordan hænger det sammen med de billeder, vi ser fra Afrikas Horn?

Det går samlet set godt med at bekæmpe fattigdommen i verden. Andelen af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen på lidt under syv kroner om dagen, er faldet fra over 40 procent i 1990 til omkring 20 procent i dag. Det er en kæmpe bedrift.

Men det går ikke godt med at bekæmpe den mest ekstreme fattigdom - den vi ser på Afrikas Horn. Den fattigdom udtrykker sig i hungersnød og underernæring; i at alt for mange børn dør som små, og alt for mange fattige kvinder dør i barselsseng. Her er langt igen, men det er svært, fordi den ekstreme fattigdom typisk ses i lande hærget af krig, konflikt, undertrykkelse og udnyttelse.
Her giver mange donorlande og organisationer op og vælger i stedet de nemmere lande og de hurtigere løsninger. For at bekæmpe den ekstreme fattigdom, skal vi gøre langt mere i verdens fejlslagne stater - fra Somalia til Nordkorea.


— Kan den rige verden blive ved med at lappe med nødhjælp uden at tage fat på en reel omfordeling mellem nord og syd?

Nødhjælp er en kortsigtet løsning, men der vil altid være brug for globale overførsler - helt som vi har bloktilskud i Danmark eller strukturfonde i EU.

Derudover skal der bestemt også omfordeles gennem bedre handelsaftaler, så fattige producenter ikke ramler ind i tonsvis af standarder og krav; gennem mindre landbrugsstøtte i de rige lande, så fattige landmænd kan konkurrere på lige fod; gennem mere lempelige patent-regler, så fattige lande nemmere kan få adgang til viden og ny teknologi; og gennem langt flere investeringer - især i fattige landmænd - så de kan få gang i væksten.
Og landene skal gøre mere selv for vækst og omfordeling. Jeg har lige været i Ghana, fordi jeg har været med til at udvikle en ny type trillebør til fattige kakaoproducenter.

Det tog os over 14 dage og utallige papirer, stempler og besøg hos skrankepaver, at få sendingen med prototyper ud af tolden. Den slags er ødelæggende for det private initiativ og for væksten.
Landene i Afrika skal fjerne egne barrierer for handel, vækst og investeringer, danne større fællesmarkeder, og selv investere langt mere - også i landbruget. 
Og så skal de omfordele mere internt. I Ghana var der en skærende kontrast mellem de fattige tiggere og det store nye indkøbscenter med priser og indretning som Fields eller Fisketorvet. Heldigvis er en stribe lande - fra Brasilien og Indien til Etiopien og Sydafrika - i fuld gang med at udvikle store nationale socialprogrammer, der kan sikre en stærkere intern omfordeling. Det er opmuntrende.

Det skal vi bakke op omkring.


— Skal ulandsbistanden holdes på sit nuværende niveau eller hæves til niveauet fra før 2001?

Den skal hæves og deles op i to. Den ene del skal være en udviklingsramme.

De penge skal gå til at bekæmpe fattigdom i verdens fattigste lande. Her skal målet være at give én procent af BNI igen - senest i år 2020. Den anden del skal være en global ramme, der skal gå til at løse øvrige globale udfordringer - fra konflikter til klimaproblemer. Den ramme bør i år 2020 udgøre yderligere mindst 0,5 procent af BNI. Det vil give et solidt bidrag til løsningen af verdens store udfordringer, og sikre at det ikke bliver verdens fattige, der betaler, hver gang der opstår nye internationale udfordringer.


— Hvad er det bedste ved Danmark?

At vi stadig, trods skiftende regeringer og prioriteter, er et godt og engageret land, der stædigt og solidt bidrager til en verden fri for frygt og nød.






Relaterede nyheder: